I Næsby værner vi om hinanden og i fællesskab tog vi en beslutning i 2022 om en nyttehave til gavn for alle.
Da vi har en del ukrudt i nærområdet besluttede vi os i 2023 med at forsøge os i permakultur.
Ordet permakultur er en sammentrækning af permanent agriculture. Det går ud på at producere fødevarer lokalt, på egen jord eller i lokalsamfundet — på bæredygtig vis. Grundtanken er at få stort udbytte med en lille indsats og samtidigt forbruge meget få resurser.
En ekstra bonus ved permahaver er desuden, at du næsten kan undgå at luge. Når du luger for meget i jorden, forstyrrer du mikroorganismerne og risikerer, at jorden bliver tør, eller at regnen udvasker næringsstofferne i jorden.
Men hvordan kommer man så ukrudtet til livs? Man skygger sig ud af problemet. Dvs. dækker den bare jord med fx halm, grene, visne blade m.m. Derved kan ukrudtet ikke få lys til at gro og vil blive kvalt.
I marts har vi startet vores permabed i et forsøg på at se, hvad der egner sig for os alle. I år starter vi "blot" med at plante kartofler, og benytter os af materialer som vi kan finde lokalt. Vi har af denne omgang skaffet os ukrudtsdug, grene, hestemøg og halm/hø lokalt. Fremadrettet vil vi tilføje jord, som de flittige muldvarpe graver op til os :-)
Vi håber alle er lige så begejstret over konceptet som vi er og vil forsøge os i flere havedage/arbejdsdage i håb om at inddrage flere af de lokale i vores initiativ.